Hverdag og højdepunkter

Hey!

Lidt historier fra Norge.

Jeg mindede forleden folk om, at vi det seneste år ikke har været så aktive på denne blog. Som I kan se skyndte Ulrikke sig at skrive et blogindlæg. Og jeg. Ja, jeg glemte at gøre det :-)
-Så her kommer det.

Det er sidst i januar og alle vores førsteårselever har en projektuge først bestående af førstehjælpskursus og derefter MUN. Jeg er ikke involveret i organiseringen af disse projekter, og skal selv ud og grave i sne og forhåbentlig sove i snehule de næste to dage.

Det er rart at være tilbage fra juleferie, men selvom det kun er et par uger siden vi kom tilbage, føler jeg allerede (ligesom alle andre gange vi er kommet tilbage fra en ferie), at vi har været her længe.

Det var helt vildt travlt før juleferien, men nu er der mere ro på. Jeg er ved at være færdig med mine opgaver, og her for tiden har jeg utrolig meget tid til at hænge ud, dyrke motion og ikke rende rundt som en gal hele tiden.

Da der er et helt år at se tilbage på, har jeg udvalgt et par billeder, og så håber jeg at de tilsammen kan give et indblik i hverdag og højdepunkter.

Dette billede er fra forleden morgen. Klokken var 6, og vi havde en stor geografitest. Vi mødtes derfor tidligt i kantinen og gik i gang med urbanisering, byplanlægning og jeg ved ikke hvad. 

Morgenmaden består oftest af havregryn og kaffe, og det gjorde den også den dag.

Sidste uge sneede det utroligt meget. Som det ses på næste billede, var det næsten som en uge i Narnia :-)

Dette billede er tilbage fra efteråret da jeg var på en weekendtur op til en hytte skolen ofte bruger, som ligger 1,5 vandring op i bjergene. Jeg har været der nogle gange, og det er et helt fantastisk pusterum. Vi slapper af, snakker, nyder udsigten og laver mad.

Dette billede er fra en helt vild vandretur jeg var på da det stadig var småvarmt. Vi stod op tidligt lørdag morgen og kørte 2 timer væk. Så vandrede vi i 5 timer op i bjergene. Den sø I ser på billedet er ikke foden af bjerget, den er to timer op af fra bilen. Vi sov i en lille hytte og stod op tidligt om morgenen for at vandre endnu højere op i bjergene og se solopgangen. Så tog vi tilbage til hytten, spiste morgenmad, og vandrede hele vejen ned igen. Der var sne og sol og så smukt, at det var helt ufatteligt.

Her ser I os så tidligt om morgenen, at jeg slet ikke ved hvad klokken var. Vi var på niveau med bjergtoppene og sammen holdt vi varmen.

I oktober var jeg en uge ude i en hytte i et område hvor en mand arbejder på at opstarte en økolandsby. Vi var rundt og opmåle marker og bjerge, diskuterede arkitektur, planlagde vores egen økolandsby og så havde vi det bare rigtig rart.

Det gælder nu om, at få det hele ud af RCN og UWC, så det gør jeg:-)

-Katrine, RCN (Norge)

Tilbage fra Winter Break

Katrine mindede mig netop om, at vi ikke har været de bedste bloggere det sidste års tid, så her kommer i hvert fald et lille glimt af hvad der sker og er sket heroppe i Norge i min tid som anden års elev. I dag har jeg fri, og det har jeg faktisk også de næste par dage lige indtil Katrine og jeg, sammen med en gruppe af vores venner skal på sne-hule tur i weekenden. Så i dag vågnede jeg da solen var mere eller mindre stået op. Jeg fandt mig selv godt gemt i en sove pose under en presenning spændt op mellem fire træer et stykke oppe ad bjerget. Luften var frisk og fugtig. Vejret er nemlig som det nu engang er størstedelen af tiden, meget regnfuldt. Jeg var taget afsted med min ven fra Holland i går aftes, og vi vågnede begge op og nød morgenen i skoven. Vi lavede et lille bål, kogte grød og drak te. Da vi havde stoppet soveposerne tilbage i deres itu gik vi ned mod skolen igen, og resten af dagen har jeg bare nydt, at have fri, og prøve at acceptere at jeg faktisk ikke har behøvet at lave noget. Tro det eller lad vær, men det er faktisk et problem, det med at lave ingenting. Jeg er blevet vant til at skulle så meget, så når jeg ikke laver noget tager det tid før jeg affinder mig med ikke at have travlt. Det med at have travlt opsummerer nok også meget godt hvordan mit tredje term har været. Jeg tror faktisk ikke jeg har oplevet at have så travlt før. Der var bunker af arbejde større end mig selv og lige meget hvor meget jeg arbejdede blev de alligevel kun større og større, men altså på magisk vis fik jeg dem altså minimeret, og det hele er blevet en hel del mere overskueligt nu. Travlhed var selvfølgelig ikke det eneste der fyldte det sidste halve år. Mange andre fantastiske ting fik også deres plads. Jeg havde en uge hvor vi vandrede i de Norske fjelde fra hytte til hytte Vi gik, fiskede, spiste, snakkede og sov. Det var en fantastisk tur, en fantastisk smuk tur. Nedenfor følger et par billeder fra turen:

I December, inden jeg tog til Danmark på juleferie, bestemte Mar (min ven fra Holland) og jeg mig for at drage mod det nordligste Norge. Vi havde fået kontakt med et ældre ægtepar som vi kunne besøge i Alta, så det gjorde vi. Vi ankom i den mindste lufthavn i Alta, hvor vi skulle prøve at finde en mand ved navn Hermann, som vi ikke anede hvordan så ud. Vi greb første og bedste ældre herre, klædt i en stor sweater og med hvidt hår. Det viste sig at være ham, og dette blev vores første møde med to mennesker vi i løbet af den uge vi var afsted, kom til at holde rigtig meget af.
Sne var der masser af. Knæhøj sne vil jeg nok beskrive det som. Lys var der heller ikke meget af, cirka tre timer om dagen fra 10-13. Solen kom aldrig. Den er der simpelthen ikke i fire måneder. Til gengæld var der andet lys, vi fik glæde af, og det var nordlyset. Vi sad på terassen i minus 15 grader med hver vores kop gløg, og så de farvede lys danse lige over vores hoveder.



Edith og Hermann vi boede hos, var fantastisk værter. De tog os på tur hver dag, og vi havde en skøn tid sammen. Vi drak liter af kaffe, spiste kilo af rensdyr (ja ja ja, jeg ved godt jeg er vegetar, men med denne mulighed måtte jeg bryde det). Vi stod på ski, lærte om samerne, var til koncert, kørte hundeslæde og hyggede os i høj grad.

 Lucia optog

 Rensdyr spisning

 "Familie Foto"

Picnic i minus 10 grader, men som Edith sagde: "Det er jo slet ikke koldt i år, sidste år var det minus 26 grader."

Det var en fantastisk tur, og vores nye venner har siden hen været og besøge os på skolen.

I julen havde jeg besøg af min ven Samuel fra Eritrea. Han fik holdt både dansk jul og nytår og alt det ind i mellem. Senere kom Naty fra Costa Rica også på besøg, og så var ferien ovre.

Så for at opsummere, så har jeg det RIGTIG godt, jeg er glad for at være tilbage, og jeg glæder mig til resten af min tid her i Norge.
 

Home Sweet Home

Det var følelsen jeg havde efter at have tilbragt en måned I Danmark, og så atter gik ned I gennem Student Village med min tætpakkede kuffert, og en hånbagage med en smule overvægt, og åbnede døren til mit blå træhus, hvor mange savnede ansigter mødte mig. Vi havde været spredt udover hele verden, og alligevel kom vi alle tilbage og havde denne lille Flekke tilfældes. Den følelse var magisk.

Den første aften gik med at udveksle historier om hvad den seneste måned havde budt på af alt fra strandture, skiferier, lektielæsning, god mad, forskellige former for jul, familie besøg og andet godt. Alle havde tilsyneladende haft en god og tiltrængt ferie. Ferien havde bragt godt humør med sig, og hele Campus blev fyldt af ny energy. 

Alt er hurtigt faldet på plads igen, og det føles på mange måder, som om jeg aldrig har været hjemme, og dog er der en lille forskel, men meget væsentlig forskel. Det at være hjemme i mine vandte rammer i Danmark, og det at være væk fra det der har erstattet disse vandte rammer, og som i løbet af det sidste halve år er blevet min hverdag, har fået mig til at indse hvor heldig jeg er at være her, og hvor usædvanlig en hverdag det er at have hele verden omkring mig i midten af den mindste Flekke jeg nogensinde har boet i, og selvom det "bare" er en hverdag, og vil være det det næste halvandet år, så har jeg besluttet mig for at sætte pris på det HVER DAG. Selvom IB'en til tider kommer som en kæmpe bølge, og oversvømmer mig med uoverskuelige opgaver, og selvom Norge til tider kan være utrolig regnfuldt og mørkt, så opvejer det ikke alt det fantastiske, uerstattelige der også følger med.

Jeg har den sidste uge, været på langrendski for første gang. Jeg tror jeg forbliver størst fan af Down Hill skiing. Det med at stå på ski op ad bakker... Jeg har været på hike til Jarstadheia. Billederne nedenfor er fra den tur. I går havde vi prom med skolen fra byen Dale (10 km fra os). Derudover har jeg i det hele taget bare at være HJEMME!

                                         

                                      

    

China Week

I slutningen af oktober rejste en stor del af skolens førsteårselever til Kina. Selv tog jeg til provinsen Yangshou. Her var vi en del af et physical-challenge project, så vi tilbragte fem dage med alt fra at vandre gennem rismarker, langs med Li River i fattige landlige områder og at cykle ud mellem de mossede pukkelryggede bakker til at klatre i bjerge og se et formidabelt lysshow på selve floden med ild og pramme i fokus. Bjergene i Yangshou er angiveligt inspirationskilden bag landskabet i Disneys Mulan, og det er ikke tilfældigt, at området bliver betegnet som Kinas smukkeste. Derudover boede vi midt i byen i et væld af gadesælgere, trafikkaos, spraglede og snuskede restauranter, blinkende lysfacader om aftenen og en mild luftforurening om morgenen. Indtrykkene var til tider modstridende, for samtidig med at vi så en enorm fattigdom og kampen for at klare sig igennem hverdagen, så vi også en vestlig turisme og en kinesisk tilegnelse, der bl.a. kom til udtryk i en McDonalds og en halvrestaurering af den ene halvdel af byen. Selvom vi havde en skøn- og på sin vis lærerig tur både i forhold til eksponering af Kulturkina, men også os selv, er det alligevel ufattelige summer, der bliver brugt på at sende førsteårseleverne på China Week. Det egentlige formål er at yde hjælp til landets lokalsamfund, hvilket burde kunne gøres mere direkte.

Grønbølgede løber de som en drageryg gennem landskabet, kradser i overfladen, millioner af vulkaner og knopskud af dragende udkigspunkter, der forsvinder i smog. Den oprindelige og naturlige Kinesiske Mur.

Project 6 i balancegang under en markvandring.

Impression af Liu Sanjie.

En aften tog vi til en lysforestilling skabt af instruktøren bag Kinas åbningsceremoni i Beijing til OL i 2008. Det var noget af det smukkeste, jeg nogensinde har set. Selve forestillingen fandt sted på den berømte Li River, som vi kunne se fra en tribune på en skrå flodbred. Udsynet var mørklagt, da en lysende kejserinde brød frem og kom flydende ud af mørket under skønsang i perfekt synkroni med oplysningen af de bagvedliggende bjerge. Showet bestod af referencer og iscenesættelser af forskellige perioder og myter i Kinas historie, deraf Impression, med kejserdømmet set gennem fiskerlandsbyerne som gennemgående tema; Æren i hvervet fiskeri, spændingen i myter om gamle tider, og sorgen når mændende drog i krig. Der var flammehave, tilbedelse af kejseren og en gammel kærlighed til det røde land. 

Mig selv og Abdulhamid fra Tyrkiet.

Sidste dag inden afrejse stod på bjergbestigning, og det var nok meget godt, for længslen efter at komme hjem forhindrede sandsynligvis, hvad der føltes som nærdødsoplevelser fra at være mere end det. Toppen var langt væk, og det udmøntede sig i fustration og udmattelse, når jeg febrilsk ikke kunne finde flere naturlige holdepunkter i bjergsiden. Men som billedet viser, var vi i sidste ende veltilfredse bjerggeder.

Et dokumentationsselvportræt.

På en heldig vej langs bjergene, blev der stegt kylling til fried rice.

Abdul og mig igen, ekstatiske over planetariesceneriet.

I Yangshou finder man også Moonhill Valley, som er enkle bjerge med et kæmpe naturligt hul i toppen, der gør det muligt at se månen igennem det på klare nætter. Vi vandrede gennem hullet og fandt vej til toppen, hvorfra alle bjergtoppebilleder som dette er taget.

Den røde sol gryr over telefonlinjer og røg.

Carlos fra Panama, mig selv, Chineme fra Cayman Islands og Lyndon fra USA.

Contrasts

It's funny how my new habits here at UWC RBC became an integrated part of me faster than I ever imagined. I wake up in a different bed with a different view with a different daily schedule ahead of me together with totally different people. Still I do this every day with the most natural feel you can imagine. This is my life. Totally different. 

This is why is turned my world upside down when I am confronted with my "old life". A life I lived no more than three months ago but still seems do distant from my present. 

Last weekend I went back to Denmark to attend my grandfathers funeral. I popped my UWC boble, a bobble both protective and capturing for me, and took a walk down memory lane. 

While walking down Vesterbrogade, staying at my grandmother's and drinking beers with my friends, I was confronted with all these old memories. Good memories, memories of events, jokes and feelings but also a memory of who I used to be. I mean, I'm still me, I said that a lot to my friends; "I'm still the same", "everything is as it used to be" and in many ways this is true. Still something has changed. 

Coming back to campus after five days away was just as interesting. Life had moved on without me and it actually took me some time to get comfortable with my old "new me". My bed felt a little bit more unfamiliar without my grandmothers bedsheets, the view a little more exotic and the schedule even more difficult to get used to than before. When it comes to the people everything strangely enough felt the same. This week I manage to live within my bobble and at the same time creating a small breathing valve back to Denmark in form of a skype-date with my old friend like in the "old days", and it all felt completely comfortable and natural. 

I think it is important to acknowledge these contrasts. I needed to experience both extremes within a short time period in order to navigate in both and still have a sense of who I am in them. The truth is that I am not the same. Everything is not as it used to be, but this is okay. Only when I accepted this, I could relax and concentrate on just being where I was instead of cooping and fitting in. 

Since my little awakening I have been more and more aware of these contrasts. Visiting my host family, all similarities and differences again became very clear and even though a had a really great time, it made me more homesick than ever. In a good way. I am now more capable of appreciating the good aspects of both lives and combining them into a more homogeneous me. 

Anyhow, I had some great weeks, and I of course you can not finish this post without a few pictures! 

Woops, a little selfie in the big massage-chair I found in the airport...

REUNION! The old Copenhagen-crew gathered!

Danish-dotted friends with Danish cristmas brew!

Flowers on my grandfathers grave. I consitered whether to share this picture or not, but it was indeed a very beautifull day and very important for me. 

Back in Freiburg on a hiking trip with my host family. 

Katrine her!
På en mørk mandag aften efter blå himmel og solskin.
Mit første indlæg på denne blog.
Direkte fra Norge!
UWCRCN!
Tag med på tur til smukke bjerge.
Rim på græsset.
Fantastisk fjord.
Julehygge og lyst til at dele nogle dejlige oplevelser. 


EN AT DAG

At dyrke meditation i et træhus med en forhenværende munk. 

At udtrykke sin vrede via sin gang og at råbe ad sin imaginære telefon.

At synge julesange i et bådhus med udsigt til en fjord og at det faktisk lyder godt. 

At spille volleyball i den lokale sportsklub, og at opdage hvor meget folk kan overraske en.

At tro man skal til møde om deltagelse, men blive mødt af 10 formeltklædte andenårs og en security control. 

At blive så uendeligt glad over at se solen + have en friblok at man bruger den på at cykle en tur til Flekke (den lille by med en købmand 2.5 km fra skolen) for at få vind i håret og købe havregryn.

At planlægge en præsentation omkring Danmark og have det så sjovt, at tårerne triller. 

At dyrke yoga med patienter på et rehabiliteringscenter, og endda få lov til selv at lede. 

At lave lektier og lektier og så lidt flere og så igen morgenen efter, da der er to tests og ikke meget tid. 

At have test i spansk med en udsigt som dette. 

At have sex-education med folk fra hele verden, og at opleve hvor ens synene på mange aspekter er. 

At bruge sin fredag aften på at diskutere om LGBT's er et westernised concept og hvilken rolle religion og tro har i homoseksuelles rettigheder. 

At lave havregrød og drikke julete med Ulrikke (også dansker) og derefter gå i seng fordi lørdagen også er spækket med oplevelser. 

At tage til "Børnenes Verdens Dag" i den nærmeste 'storby' for at være vært for en workshop med Bollywood dans, tørklæder, bindu og en indisk danser.

At skulle fortælle mødre og fædre i et virvar af mennesker, at de må vente og komme tilbage til næste runde, og at de må snakke langsommere på deres ny-norske, at prøve at snakke dansk med norske børn og blive glad når de ikke bliver skræmte, men prøver at forstå. 

At blive mødt af to danskere i kantinen da de har lavet dansk julebagning hele dagen, og at legen langt fra er ovre. 

At lytte til "Jul det' cool" og "Himmelblå" mens mandlerne bliver brændte og konfekten lækker og man snakker universelle rettigheder og kulturer- og selvfølgelig bare griner og slapper af og har det godt. 

At tage til Let's Talk om seksualitet og blive hængende til en 1½ timers spørg-panelet om seksualitet bestående af elever fra hele verden. 

At vende tilbage til julekagebagning og se Bamses Julekalender. 

At tro man skal i seng, men blive stoppet af en der skal afprøve en huskemetode og man skal være den der siger numrene.

At afsløre de rækkefølger af tal, planeter og stater man selv kan huske rækkefølgen på, og indgå i et væddeløb der betyder at man bliver nødt til at google pi, for at friske et par decimaler op inden man går i seng. 

At tage til brunch og planlægge præsentation om Danmark og derefter arbejde videre hele eftermiddagen.

At finde sig selv her ved skrivebordet mandag aften. 

At være så ualmindelig heldig at alt dette kan ske på en uge. 

Vi ses!

-Katrine UWCRCN